Humanistisk tilgang til it

""

Statens its graduateprogram og et humanistisk studie har mere tilfælles, end man måske umiddelbart skulle tro. For Casper Andersen er der som graduate i hvert fald masser at trække på fra studietiden.

Med en bachelor i moderne Indien og Sydasienstudier og en kandidat i tværkulturelle studier virker et skift til statslig it-drift måske ikke oplagt. Men faktisk mener Casper Andersen, at den humanistiske, helhedsorienterede tilgang, han kender så godt fra studiet, har noget grundlæggende tilfælles med det graduateforløb, han er i gang med i Statens It.

Det var egentlig forskervejen, Casper Andersen havde udset sig som nybagt humanistisk kandidat. Han søgte blandet andet Ph.d.’er i algoritmer, men da han indså, at han manglede noget it, havnede han en dag til et foredrag om Statens Its graduateforløb i sin fagforening. Et overbevisende indtryk af noget både interessant og rart fik ham til at søge.

Bedømt på det menneskelige

Den efterfølgende samtale hos Statens It efterlod Casper med en god mavefornemmelse, men han turde ikke være alt for begejstret, hvis det nu ikke var gengældt. Der var heldigvis ikke tvivl om, at Caspers menneskelige og faglige kvaliteter og potentiale passede rigtig godt i Statens It.

- Jeg kunne snildt se mig selv i Statens It. Jeg har ikke været til andre samtaler, hvor jeg på den måde følte, at jeg kunne slappe af. Også selvom min manglende it-faglighed betød, at jeg blev bedømt meget på det menneskelige. Det var nogle meget lange uger, mens jeg ventede på svar, fortæller han.

Sidemadsoplæring af de bedste

Formålet med forløbet er at introducere graduates’ne til alle it-fagområderne ved at inddrage dem i det daglige arbejde. Derefter kan de vælge, hvad de vil fordybe sig i. Med en lang uddannelse med masser af tykke bøger og tung teori i rygsækken er det en tilgang, Casper er glad for:

- Muligheden for at få sidemandsoplæring af folk, som har været med fra bits og bytes, og som har en tung faglig viden, er helt unik. Der er ikke mange steder, hvor du som ny får en indkøring som vi graduates gør. Vi kommer rundt i hele slikbutikken og kan så gå all-in på det, vi bedst kan lide, siger han. 

Minder om den humanistiske tilgang

Selvom der kan være lange, intense dage og læringskurven er stejl, så har Casper ikke fortrudt sit faglige sporskifte. Han har tilmed fået øje på en overraskende lighed mellem den humanistiske DNA og bredden og nuancerne, han får med fra graduateforløbet.

- Jeg har en del venner, der arbejder med it, og jeg ved, hvor stort området er. Så jeg tænkte, at hvis jeg skulle skifte spor, er et forløb, hvor jeg kommer hele vejen rundt om specialerne, den fedeste mulighed for at få et 360-graders billede og for at opleve alle snitfladerne og overlappene. På den måde minder forløbet om den humanistiske tilgang, hvor man danner sig et helhedsbillede ved at se ting fra alle vinkler.

- Jeg tænker, at jeg er kommet til det helt rigtige sted, og at jeg nok bliver hængende i it-branchen, slutter Casper