Statens It indgår partnerskab med Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, og Skatteministeriets basale it-drift overgår til Statens It. Det sker som en del af et styrket strategisk fokus på sikker, effektiv og stabil it-drift i Skatteministeriet i fremtiden
Fra den 1. januar 2026 overdrages Skatteministeriets basale it-drift, som i dag varetages af Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, til Statens It. Det sker på baggrund af et analysearbejde mellem de to it-styrelser, som viser en række gevinster for begge organisationer ved partnerskabet.
Overdragelsen styrker Statens Its rolle som it-driftsleverandør til størsteparten af den danske stat. Samtidig understøtter den vigtige strategiske pejlemærker for it-driften i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, bl.a. øget standardisering, effektivisering, transparens og bedre anvendelse af markedet.
Med overdragelsen får Statens It 15.000 nye brugere og bliver dermed leverandør af it-drift og -services til i alt ca. 60.000 brugere.
De konkrete opgaver overdrages ved en ressortændring fra Skatteministeriet til Finansministeriet ved en kongelig resolution pr. 1. januar 2026. Cirka 160 medarbejdere i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, som løser de pågældende opgaver, vil fra denne dato overgå til ansættelse i Statens It.