Statens It, der har ansvaret for drift af systemer til understøttelse af beskæftigelsesindsatsen, har netop gennemført et miniudbud vedrørende driften. Det blev den nuværende leverandør KMD, der vandt udbuddet, og som dermed skal stå for driften i de næste fire år.
Statens It har ansvaret for drift af de systemer, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) under Beskæftigelsesministeriet anvender til understøttelse af beskæftigelsesindsatsen i Danmark. Driften er outsourcet, og efter et miniudbud har Statens It indgået en ny aftale med KMD om driften. KMD skal dermed stå for driften i de næste fire år.
Aftalen blev underskrevet den 30. december 2019 af Vicedirektør i Statens It, Søren Ulrich Vulff, og Vice President i KMD, John Seest.
”Vi er glade for det resultat vi – i et tæt og produktivt samarbejde med STAR - har opnået. Vi ser frem til samarbejdet med STAR og KMD om transition og efterfølgende stabil og sikker drift af systemerne”, udtaler Søren Ulrich Vulff, vicedirektør i Statens It.
John Seest, Vice President i KMD, tilføjer:
“KMD er stolte over at blive valgt som driftsleverandør på udbuddet og dermed understøtte beskæftigelsesindsatsen i Danmark. Med driftsaftalen fortsætter vi vores mission om at bidrage til værdiskabelsen for borgerne og det danske samfund gennem øget og forbedret digitalisering.”
Aftalen er indgået under den eksisterende it-driftsrammeaftale mellem Statens It og 6 leverandører: DXC Technology A/S, KMD A/S, CGI Danmark A/S, Atos IT Solutions and Services A/S, Fujitsu A/S og Netcompany IT and business consulting A/S.
For mere information kontakt områdechef Christian Vidmar, Indkøb & Sourcing, på tlf: 72311229 eller send en mail til christian.vidmar@statens-it.dk.